Hvad er Liberty Tana Lawn™?
Liberty Tana Lawn™ er en af Liberty Fabrics’ mest ikoniske kvaliteter og er særligt kendt for sin usædvanligt glatte og næsten silkebløde overflade. Stoffet fremstilles af fin, langfibret bomuld med et højt trådtal, som giver en tæt vævning, smukt fald og en overraskende slidstyrke for en så let kvalitet. Selvom Tana Lawn™ er en meget fin bomuldskvalitet, opleves stoffet ofte mere stabilt og samarbejdsvilligt end mange andre lette bomuldsstoffer. Det gør stoffet behageligt at arbejde med til blandt andet skjorter, kjoler, bluser og børnetøj, hvor den tætte vævning hjælper stoffet med at holde sig mere roligt under klipning og syning end mange andre helt lette bomuldskvaliteter. Navnet “Lawn” refererer til den fine og tætvævede stoftype, mens “Tana” stammer fra den historiske Tana-bomuld, som oprindeligt blev forbundet med ekstra fine bomuldsfibre.
Hvad egner Liberty Tana Lawn™ sig til?
Liberty Tana Lawn™ bruges især til skjorter, bluser og kjoler, hvor man ønsker et let og fint bomuldsstof med mere struktur og hold end eksempelvis viskose. Den tætte vævning gør, at stoffet falder blødt uden at virke slapt, samtidig med at detaljer som skjortekraver, manchetter, læg og lette puffærmer holder formen flot. Kvaliteten egner sig særligt godt til sommertøj og lettere beklædning, hvor man gerne vil kombinere lav vægt med en glat og behagelig overflade mod huden. Ønsker man et mere klassisk skjortestof med ekstra struktur og sprødhed, vil Liberty poplin ofte være et endnu mere oplagt valg til skjortesyning. Mange vælger også Liberty Tana Lawn™ til børnetøj, nattøj, patchwork og quilt. Her bruges stoffet blandt andet til quiltede jakker, puder, toilettasker og mindre accessories som computer sleeves og punge.
Til Liberty Tana Lawn™ anbefales en fin universal-, quilte- eller microtex symaskinenål i størrelse 70/10, som passer godt til den lette og tætvævede bomuldskvalitet.
Hvad skal man være opmærksom på ved Liberty print?
Mange Liberty prints har en forholdsvis lille og detaljerig mønsterskala, som gør dem særligt velegnede til skjorter, bluser og kjoler med mange syninger/overskæringer, læg eller rynk. De mindre mønstre brydes typisk mindre visuelt af sømme og konstruktion end store, markante print. De tætte og detaljerige mønstre gør også Liberty stof populært til quilt, patchwork og mindre accessories, hvor printet kan opleves tæt på og stadig bevare mange af de fine detaljer. Ved større beklædningsprojekter kan det samtidig være en fordel at være opmærksom på printets skala og retning, særligt ved store flader, flæser eller mønstertilpasning omkring stolpelukninger og lommer.
Mere end romantiske blomsterprint
Selvom mange forbinder Liberty stof med småblomstrede og romantiske prints, har Liberty Fabrics’ designunivers udviklet sig gennem årene. Hvor de klassiske Liberty mønstre ofte er tætte blomsterprints i mindre skala, arbejder mange nyere designserier i dag med større mønstre, mørkere farvepaletter og mere grafiske eller organiske udtryk. Det har gjort Liberty Tana Lawn™ populært langt ud over klassisk børnetøj og feminine styles. Stoffet bruges i dag også til blandt andet herreskjorter, moderne kjoler og mere minimalistiske syprojekter, hvor print og farver får et mere nutidigt udtryk.
Hvor dækkende er Liberty Tana Lawn™?
Liberty Tana Lawn™ er en let bomuldskvalitet, men den tætte vævning gør stoffet mere dækkende end mange andre fine og lette bomuldsstoffer. Særligt mørkere eller tæt printede Liberty designs opleves overraskende dækkende trods den lave vægt. Helt lyse farver og lyse bundtoner kan fremstå lettere transparente — særligt i kjoler eller beklædning med store ubrudte flader. Her kan suppleres med foer eller underkjole/top i neutral farve for ekstra dækning.
Hvordan vaskes Liberty Tana Lawn™?
Liberty anbefaler vask ved op til 40°C på skåneprogram samt hængetørring efter vask. Liberty Tana Lawn™ er samtidig pre-washed fra producentens side og kræver derfor normalt ikke forvask inden syning. Den tætte vævning og den høje kvalitet gør samtidig Tana Lawn™ mere formstabilt end mange andre fine og lette bomuldskvaliteter, og krymp ved vask er typisk meget begrænset.
Læs også vores guide til vask og pleje af stof.
Hvorfor er Liberty Tana Lawn™ dyrere end mange andre bomuld?
Liberty Tana Lawn™ adskiller sig fra mange andre lette bomuldskvaliteter ved både vævning, overflade og printkvalitet. Stoffet væves med et højt trådtal af fin, langfibret bomuld, hvilket giver den karakteristiske glatte overflade og tætte, næsten silkebløde kvalitet. Printkvaliteten og den tætte vævning giver Tana Lawn™ en usædvanlig kombination af lav vægt, styrke og formstabilitet, som bidrager til, at stoffet holder sig flot selv ved hyppig brug og vask. Mange Liberty kvaliteter er samtidig OEKO-TEX certificerede. Kombinationen af stofkvalitet, printarbejde og finish er en væsentlig del af årsagen til, at mange foretrækker Liberty Tana Lawn™ fremfor andre fine bomuldskvaliteter.
🪡 Tips til syning
- Brug fin nål (fx 70/10) - se vores store udvalg af symaskinenåle her
- Vælg sytråd i høj kvalitet som fx Seralon fra Amann
- Pres skånsomt med lav varme
- Overvej foer i let kvalitet som cupro for en luksuriøs finish